Snuppede damecykel, mens ejer var ved at folde stok sammen
Danni Paulsen
Cykeltyverier er desværre meget almindelige, men det er dog usædvanligt, at cykler bliver stjålet lige for snuden af ejeren.
Det skete tirsdag middag ved 12.40-tiden på Thomas B. Thriges Gade, hvor en person - muligvis ældre - netop havde låst sin cykel op, fremgår det af politiets døgnrapport.
Da han eller hun vendte ryggen til sin cykel for at folde sin stok sammen, så en mand sit snit til at snuppe cyklen.
Cyklen var en rød damecykel af mærket Everton, og den havde grøn kasse bagpå og en kurv foran.
Cykeltyven beskrives som værende en 20-30-årig mand, som var iført sort frakke og sorte bukser.
Manden var kraftig af bygning, mellem 180 og 185 centimeter høj og havde brunt, kort hår.