Fortsæt til indhold

Det er hans egen skyld, siger forsikringsselskab

Krimi
Daniel Sennek

En mand har kæmpet en særdeles hård kamp mod sit forsikringsselskab. Manden, der var udsat for en alvorlig arbejdsulykke, hvor han mistede sin hånd, fik nemlig at vide, at det var hans egen skyld, og at der derfor ikke skulle betales erstatning. Det skriver Fagbladet 3F.

Forsikringsselskabet IF Skadesforsikring mente, han havde arbejdet uforsvarligt. Forsikringsselskaber kan nægte at betale erstatning, hvis en person har opført sig groft uagtsomt.
Men nu får manden omsider sin erstatning. Han fik højre hånd revet af i en maskine og en del af underarmen måtte bagefter amputeres.
- Du har handlet groft uagtsomt ved at stikke hånden ind i maskinen, sagde If Skadeforsikring og afviste at udbetale penge fra mandens egen ulykkesforsikring, skriver Fagbladet 3F.
Ankenævnet for Forsikring har dog nu slået fast, at der ikke er bevis for, at manden har opført sig groft uansvarligt.
Arbejdsulykken skete på en mark, hvor manden kørte en høstmaskine. Der satte sig noget fast i maskinen, som manden ville fjerne. Han stoppede derfor maskinen og stak hånden ind. Men da han anden gang stak hånden ind skete ulykken.
Arbejdsskadestyrelsen anerkendte straks den mistede hånd som en arbejdsulykke. Hans mén blev fastsat til 60 procent.
Reglerne for en privat ulykkesforsikring er anderledes. If Skadeforsikring mente, at manden grundigt skulle have sikret sig, at maskinens skæredele var stoppet, inden han fjernede græs og jord, der havde sat sig fast.