Hunde og helikopter leder efter manden
Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser en mentalt ustabil mand, der gik amok i en ambulance i nat. Klokken 00.54 fik politiet en anmeldelse om manden, der var gået amok i en ambulance ved Kalundborgvej 220 i Holbæk. Manden var hentet af ambulancen fra en sommerhusadresse i Rørvig.
Han virkede mentalt ustabil på ambulancepersonalet, og ved Kalundborgvej i Holbæk stak han af fra ambulancen og ind i en plantage. Manden beskrives som 27 år, stort fuldskæg, iført T-shirt og grå hættetrøje.
Politiet har natten igennem søgt efter manden med hunde uden held, og her til morgen er indsat en helikopter i eftersøgningen.
Politiet vil meget gerne tale med personer, der har set manden i løbet af natten og som evt. har taget ham op, hvis han har stået ved en vej. Ring til politiet på 114.