Fortsæt til indhold

Biltyv slog mand i hovedet med tang

Krimi
Jeppe Rafn

Søndag aften omkring klokken 23 opdagede ejeren af KR Auto på Grædstrupvej i Grædstrup, at en mand var ved at stjæle en af hans biler.
Ejeren opholdt sig i en campingvogn på stedet, da han hørte en bildør smække. Han skyndte sig ud af campingvognen og råbte til en mand, der sad i en af ejerens biler. Ejeren fik trukket manden ud af bilen og kom op at toppes med manden, der havde en rørtang eller lignende, som han slog ejeren i hovedet med.
Ejeren fik fat i 'rørtangen' og slog selv ud efter manden og ramte ham efter sigende i hovedet.
På et tidspunkt dukkede der en anden mand op, og de to mænd, der formodes at ville stjæle biler, stak af til fods ind mod Grædstrup by.
Politiet var ude at lede i området efter mændene, men fandt dem ikke. Den ene var omkring 180 centimeter høj og havde en hættetrøje på. Den anden var kraftig.
Det oplyser Horsens Lokalpoliti, der har oprettet sagen som kvalificeret vold, fordi der bliver slået med et redskab.
Værkstedsejeren er 37 år og bor privat i Horsens.