Tyv stjal tobak og mærke-deodorant
Vindue opbrudt ved natligt indbrud i privat bolig i Grenaa
Af Martin Schultz
En tyveknægt udvalgte sig nogle ret specielle tyvekoster, da der natten til søndag mellem kl. 22.00 og kl. 02.00 var indbrud i en privat bolig på Bavnehøjvej ved Grenaa Mølle.
Ganske vist var omfanget af udbyttet ved indbruddet ikke opgjort, da døgnrapporten blev skrevet hos Østjyllands Politi.
Så foreløbig blev der ifølge politiet fra boligen i Grenaa stjålet en dåse tobak og en deodorant af mærket Versace, som er et kendt italiensk modehus.