Politiet mistænker dansk 16-årig pige for bombeplaner mod jødisk skole
Den nu 16-årige danske pige fra Kundby i Nordvestsjælland er mistænkt af politiet for at ville fremstille en bombe, der ifølge sigtelsen skulle sprænge en jødiske skole, Karolineskolen i København i luften, samt Sydskolen i Fårevejle. Det skriver dr.dk.
Politiet har sigtet pigen efter straffelovens terrorparagraf, der kan give fængsel på livstid. Politiet oplyser ifølge DR, at de har fundet bombemanualer og at pigen har forsøgt at bombe Sydskolen i Fårevejle. Hun skal endvidere have forsøgt at anskaffe diesel og gødning.
En 24-årig mand er også anholdt og sigtet i sagen. Manden har tidligere rejst til Syrien og opfordret til Jihad på en Facebook-profil. Han mistænkes af politiet for at have hjulpet med planlægningen. Samtidig er han sigtet af politiet for at have hjulpet med at anskaffe gødning og diesel.
Den 16-årige pige blev anholdt og varetægsfængslet den 13. januar i år. I forbindelse med anholdelsen var Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste på den 16-årige piges adresse.
Retten afgør senere i dag, om mistankegrundlaget er stærkt nok til at opretholde varetægtsfængslingen mod de to personer. Begge personer nægter sig skyldige.