Tricktyv "samler" ind til skoletur - stjal bilnøgler
Daniel Sennek
En snedig tricktyv huserer lige i øjeblikket i Rødovre. I tirsdags blev en 39-årig kvinde udsat for mandens tricktyveri på Tårnvej.
Gerningsmanden ringede på døren under påskud af, at samle ind til en skoletur ved at sælge postkort. Herefter spurgte manden om et glas vand, og mens kvinden hentede vand til manden, stjal han bilnøglen fra hendes nøglebundt.
Gerningsmanden beskrives som:
- Mand, dansk af udseende, 30-35 år, 175 til 180 cm høj, skaldet/kronraget, han fremstod usoigneret. Han var iført en sort kort jakke med hætte, joggingbukser der var stoppet ned i strømperne, og et par blå Nike sportssko.
Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelser i dagtimer på hverdage rettes til Lokal Efterforskning Øst på telefon 72 58 79 66, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.