Fortsæt til indhold

26-årig mand dømt for voldtægt af 39-årig kvinde i Horsens

Krimi
Jeppe Rafn

Retten i Horsens har netop afsagt dom i en voldtægtssag, hvor en 26-årig tyrkisk mand var tiltalt for voldtægt mod en 39-årig kvinde fra Horsens. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den 39-årige kvinde anmeldte voldtægten søndag morgen den 22. november, hvor hun forklarede, at en mand var fulgt efter hende op i hendes lejlighed i Hospitalsgade i Horsens og havde voldtaget hende.

Anmeldelse: 39-årig kvinde voldtaget i sin lejlighed i Horsens


Den 26-årige blev i retten dømt for det, han var tiltalt for: Fuldbyrdet voldtægt, forsøg på anal voldtægt samt forsøg på oralsex. Dommen lyder på to års fængsel samt udvisning af Danmark resten af livet, fordi han ikke har nogen tilknytning til Danmark. Han har selv oplyst, at han kort inden voldtægten i efteråret 2015 kom illegalt til Danmark.
Den tyrkiske mand nægtede sig skyldig, men kunne ikke forklare noget om forløbet, oplyser politiet. Han kunne heller ikke forklare, hvorfor hans dna var fundet på den 39-årige kvinde.
Den 39-årige kvindes forklaring var derimod sammenhængende, troværdig og detaljeret, fortæller Jesper Rubow, der var Sydøstjyllands Politis anklager i sagen.
Udover forklaringerne i sagen fra den 39-årige kvinde og den 26-årige mand, var beviserne primært nogle skader på kvinden samt dna fra gerningsmanden, oplyser anklageren.

Afsløret af dna

Politiet fandt frem til den 26-årige tyrkiske mand, fordi man i forbindelse med en anden sag havde taget hans dna.
"Sagen blev primært opklaret på grund af rigtig fint politiarbejde. Politiet havde i forbindelse med en anden sag omkring dokumentfalsk i Aarhus taget dna fra sigtede. Det viste sig, at den dna var identisk med dna fundet på den 39-årige kvinde. Der var altså et 'dna-match' mellem dna fundet fra kvinden i voldtægtssagen og dna fra nu dømte. Det var godt arbejde og et vigtigt bevis," siger anklager Jesper Rubow.
Den 39-årige kvinde fra Horsens er blevet tilkendt en erstatning på cirka 60.000 kroner.
Han udbad sig betænkningstid i forhold til dommen, men skal fortsat være varetægtsfængslet i sagen.