Afpressede ham for titusindvis af kroner
En nu 17-årig dreng er ved retten i Helsingør idømt syv dages betinget fængsel for pengeafpresning af sin daværende træner fra idrætsklubben. Det skriver sn.dk.
Den 17-årige dreng blev udnyttet af sin daværende træner, da de var til et stævne. Her udsatte træneren drengen for grov sex-krænkelse, hvilket træneren blev dømt for den 4. december 2014.
Inden den sag kom for retten lovede den forulempede dreng, at han ikke ville sige noget om den grove sex-krænkelse, hvis han modtog et kontant beløb fra træneren. Denne afpresning blev foretaget flere gange, og det er det, som den 17-årige dreng nu er dømt for.
Den 17-årige blev altså idømt syv dages betinget fængsel, samt et erstatningskrav til træneren på 30.000 kroner. Beløbet er det beløb, som retten skønnede, at træneren var blevet afpresset for. Den oprindelige tiltale lød ellers på, at drengen havde truet sig til 50.000 kroner.
Inden retsmødet havde den 17-årige erklæret sig skyldig. Derfor blev sagen kørt som en ren tilståelsessag.
I samme sag er også tiltalt en jævnaldrende kammerat. Han ville i retten ikke erkende sig skyldig, hvorefter hans forhold skal behandles ved en ny sag, hvis anklagemyndigheden fastholder, at der skal rejses tiltale mod ham, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Dommen er så mild, fordi den tager hensyn til, hvad den 17-årige selv har været igennem, og at han i øvrigt ikke er kendt for anden kriminalitet, fastslog dommeren i følge Frederiksborg Amts Avis.