Fortsæt til indhold

Mand overfaldet af en hel flok i sin lejlighed

Krimi
Peter Friis Autzen og Lotte Gyldenvang

En mand, der bor i Klostergade i Kolding, blev natten til lørdag overfaldet i sin egen lejlighed, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Klokken 4:15 anmelder manden, at en hel flok mænd har sparket hans dør ind og overfaldet ham med knytnæveslag og spark i hovedet og på kroppen.
"Ifølge anmeldelsen blev hoveddøren sparket ind af fire-seks personer, som overfaldt manden og derefter forlod stedet igen," siger vagtchef Kent M. Hansen.
Øjensynligt er der ikke taget noget fra lejligheden.
Motivet bag overfaldet mener politiet er tumult og slagsmål, der tidligere på aftenen opstod omkring Den Spanske Trappe i Kolding mellem to grupper.
"En mand fra den ene gruppe huskede, at manden i Klostergade var med i den anden gruppe og vidste, hvor han boede. Derfor opsøgte de manden, sparkede døren ind og slog løs på ham. Men manden i Klostergade var for længst taget hjem fra byen denne aften og slet ikke en del af slagsmålet ved Den Spanske Trappe," siger Mich Klausen fra Kolding Lokalpoliti.
Offeret var en 19-årig mand. Han kom ikke alvorligt til skade og blev derfor ikke tilset på skadestuen.
Politiet efterforskede sagen i løbet af weekenden og i den forbindelse kom en 17-årig ung mand fra Kolding sammen med sin far til stationen og meldte sig. Han erkender at have været i den 19-åriges lejlighed, men nægter at have deltaget i volden. Han er dog sigtet for krænkelse af husfreden ved at sparke døren ind samt vold.