Pakke på vej til dig med guld og dollars - betal nu ellers...
En kvinde fra Ringsted fik sig noget af en forskrækkelse, da hun på Facebook modtog en besked fra en, der udgav sig for at være amerikansk soldat. Manden påstod, at han havde sendt en pakke med dollars og guld til kvinden.
Efter sigende skulle pakkens værdi være 6000 kroner, som "soldaten" ville have kvinden til at betale. I beskeden stod der også, at "soldaten" ville starte virksomhed i Danmark m.v.
Hun blev truet i samme besked om, at hun skulle betale pengene, hvilket hun heldigvis ikke har gjort.
Politiet advarer mod, at ovennævnte er en af de utallige måder som anvendes for at lave bedrageri. Politiets råd er, at man sletter beskeden og blokerer for yderligere beskeder fra den pågældende, hvis man bliver udsat for noget i den retning.
Betal aldrig penge eller foretag andre aktive handlinger, uanset hvor forjættende tilbuddet lyder. Det er et forsøg på at lave bedrageri og intet andet.