Fortsæt til indhold

"Giv mig dine penge, ellers slår jeg dig ihjel"

Krimi
Jeppe Rafn

En 21-årig mand var natten til søndag klokken 02.10 på vej hjem fra byen, da en anden mand henvendte sig til ham på Kattesund i Horsens.
Der var en kort ordveksling mellem de to, hvorefter den anden mand gav den 21-årige et knytnæveslag i ansigtet.
Den 21-årige flygtede i retning mod Nørregade, men ud for Nørregade 51 (overfor Vor Frelsers Kirke) blev han indhentet og væltet omkuld af manden, der havde slået ham i ansigtet.
Denne gang blev den 21-årige sparket i ansigtet og på låret, mens han lå på gaden, og overfaldsmanden truede ham med ordene: "Give mig dine penge. Ellers slår jeg dig ihjel."
Gaderøveren fik pungen og løb væk i vestlig retning ad Nørregade.

Skaldet og tydeligt beruset

Offeret beskriver overfaldsmanden som en dansk mand på 25-30 år. Han er 180-185 centimeter høj og normalt bygget. Han var skaldet og havde en hættetrøje eller lignende på.
Den 21-årige mand har desuden fortalt, at gerningsmanden var tydeligt beruset.
Offeret er fra Horsens, og han havde tydelige skader efter det voldsomme møde med voldsmanden, der truede med at slå ham ihjel.
Det oplyser Horsens Lokalpoliti.
Vidner eller andre med kendskab til sagen kan kontakte politiet på telefon 114.