Fire killinger forgiftet og druknet - hvem gjorde det?
Et voldsomt fund. Sådan kan man nok bedst beskrive det syn, der mødte Dyrenes Beskyttelse, da de i sidste uge fandt 4 små døde killinger.
"Er det i orden? Vi har rigtig mange sager om katte, alt for mange…"
"I sidste uge fandt vi 4 små døde killinger. Smidt i druknedøden, i en sø i Gadstrup. Vi modtog et opkald på Dyrenes Vagtcentral - 1812. En person havde observeret en plastikkasse, ca. 2-3 meter ude i vandet med killingerne i."
Sådan skriver Team Roskilde fra Dyrenes Beskyttelse på deres Facebook-side. Et opslag, der har fået mere end 1.500 interaktioner - heriblandt næsten 500 sure kommentarer - på 13 timer.
"Dyrenes Beskyttelses frivillige ankommer - og får trukket kassen i land. Det var et meget sørgeligt syn der mødte os.
4 små killinger, ca. 6 måneder gamle, lå livløse i kassen! Killingerne blev kørt til obduktion, hvor man kunne konstatere, at man sandsynligvis havde forsøgt at forgifte dem først, for derefter at smide dem i søen."
Dyrenes Beskyttelse vælger at offentligøre de voldsomme billeder, samt en beskrivelse af killinger, da de meget gerne vil opklare, hvem der har slået kattene ihjel.
"Vi bliver SÅ triste over en sådan sag. Killingerne beskrives som: 3 hvide med en sort plet i panden og 1 sortbroget. Ved du noget om sagen, kan du kontakte vores Områdeformand på tobaholm@gmail.com."