Fortsæt til indhold

Motorvej lukkes til broen er revet ned

Krimi
Af Daniel Sennek

Tidligt i morgens klokken 4.55 kørte en lastbil fra Litauen af uvisse årsager ind i en bro over Sydmotervejen mellem Rødbyhavn og Holeby.
Lastbilen brød i brand og chaufføren blev dræbt. En passager i lastbilen blev slynget ud ved sammenstødet med broen, og meldes uden for livsfare.
Broen blev ved sammenstødet så skadet, at den skal rives ned. Derfor er Sydmotorvejen lukket i begge retninger indtil videre.
Politi og hjemmeværn er på stedet og etablerer lige nu skiltning, så trafikanterne bliver ledt af alternative ruter:
Kommer man sydfra vil man blive ledt af ved afkørsel 50. Herfra skal man køre via Havnegade til Vestre Allé, videre ad Sædingevej og derfra til afkørsel 49 og ind på motorvejen igen.
Kommer man nordfra vil man blive ledt af motorvejen ved afkørsel 49, videre ad Sædingevej, Nakskov Landevej, Vestre Alle og herfra ind på motorvejen ad afkørsel 50.
"Vi ved, at broen skal rives ned og oprydningsarbejdet skal være overstået før motorvejen kan åbnes igen. Derfor kan det blive en langvarig affære. Men vi gør, hvad vi kan for at mindske generne og få arbejdet gjort så hurtigt som muligt," siger vagtchef Ole Hald fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Der vil komme løbende opdateringer om udviklingen på Twitter og politiets hjemmeside.