Politiet skruer ned for daglig information om kriminalitet
Østjyllands Politi omlægger den daglige afrapportering i Døgnrapporten
Offentligheden får fremover meget mindre at vide om, hvad der sker af kriminalitet i Østjylland.
Ifølge pressekoordinator Marianne Morgen fra Østjyllands Politi vil den daglige døgnrapport fra Østjyllands Politi om døgnets begivenheder i alle dele af politikredsen nemlig fremover blive omlagt.
”Vi vil ikke længere afrapportere de alenlange lister af indbrud, men koncentrere os om nogle få gode politihistorier,” siger Marianne Morgen.
Mærkbar nedgang i rapportering af begivenheder
Det fik pressen og andre interesserede allerede at mærke tirsdag formiddag, da Døgnrapporten vanen tro blev offentliggjort omkring kl. 10.
I tirsdagens døgnrapport var der således kun afrapporteret fem begivenheder. Det drejer sig om en voldsepisode i Aarhus, et røveri i Grenaa, samt tre færdselsforseelser. Desuden blev det helt kortfattet oplyst, at der ”Der har i døgnet været i alt 13 indbrud i privat beboelse spredt ud over hele kredsen”.
Til sammenligning kan det nævnes, at der i mandagens døgnrapport var nævnt 22 begivenheder, heraf fire på Djursland. I Påskesøndags døgnrapport var nævnt 42 begivenheder, hvoraf de seks var sket på Djursland.
Sværere ar følge med i hvad der sker af kriminalitet
Med den nye praksis i Østjyllands Politi ser afrapporteringen således ud til at blive mærkbart reduceret både på Lokalavisens print- og netaviser på Djursland.
Dermed bliver det også sværere for borgerne at følge med i, hvor der sker kriminelle handlinger i de forskellige lokalområder og hvilken form for kriminalitet der er tale om.