Storbranden og dens ødelæggelser dagen efter
Ikke tidligere offentliggjorte luftoptagelser viser ødelæggelsernes omfang
Det er snart to måneder siden, at storbranden ved Fredericia Havn rasede. Endnu er hverken årsag eller eventuelt ansvar klarlagt.
Brandvæsenet havde sin drone i luften under og efter branden. Dog ikke i timerne, hvor ilden buldrede allermest. I de timer var det for farligt at flyve nær brandstedet. Men dronen endte nu alligevel med at tage skade af branden, fordi stoffer fra røg, slukningsvand og især gødning ødelagde dens elektronik og mekanik.
Optagelserne her er ikke tidligere offentliggjort. De er fra formiddagen efter branden, klokken lidt over 11. Det brænder fortsat mellem nogle af de tilbageværende tanke, og røgfanen er sort og tydelig mod den blå himmel, selvom den ikke er nær så tyk som da branden buldrede på sit voldsomste.
Der sprøjtes koldt vand på tanke for at køle dem ned. Bemærk blandt andet, at vand fra det gule slukningskøretøj nederst til højre fordamper, når det rammer resterne af en kollapset og brandvarm tank. Det er især tydeligt cirka 50 sekunder inde i optagelsen.