Derfor har vi startet gruppen
"Vi kan tilbyde et meget lille ord på syv bogstaver. Tryghed."
Så kort lyder svaret fra talsmanden for Soldiers of Odins danske afdeling, Arne Andersen, da Ekstra Bladet spurgte ham, hvorfor de starter op.
Borgerværnsgruppen Soldiers of Odin holdt i går møde i Kalundborg, hvor pressen ikke var velkomne. Til gengæld kunne pressen efterfølgende stille spørgsmål til gruppens talsmand, Arne Andersen.
Mødet i Kalundborg i går sker ifølge Ekstra Bladets oplysninger, fordi flere borgere har kontaktet gruppen, der allerede patruljerer i flere danske byer. Borgerne føløer sig angiveligt ikke trygge, og derfor tog de kontakt til Soldiers of Odin, der nu skal tage stilling til, om de også vil være til stede i Kalundborg.
LÆS OGSÅ: Selvtægtsgruppe indtager de danske gader: Folk tænker, at vi er syge i hovedet
Ifølge Arne Andersen er der brug for gruppen i Kalundborg, da de kan tilbyde en sikkerhed, som hverken politiet eller Natteravnene er i stand til.
"Hvis du sammenligner os med de gul-klædte (Natteravnene, red.), så er forskellen, at vi interagerer, når vi ser noget. Det gør de ikke. De ringer til politiet, og der kan nå at ske mange gruelige ting, inden de er fremme, i forhold til, hvis vi er fremme med det samme," siger Arne Andersen til Ekstra Bladet.
"Se på min mund. Vi vil bruge snakketøjet, og hvis folk kommer op at slås, vil vi sige, at det ikke er okay og derefter skille dem fra hinanden. Hvis det ikke kan lade sig gøre, vil vi bruge vores borgerret til at lave en civil anholdelse og derefter ringe til politiet," slutter talsmanden af.