Politiet anholder 38 personer og kører dem i fogedretten - folk smækkede døre og gemte sig på lofter
I alt 38 personer blev torsdag anholdt og frihedsberøvet med henblik på fremstilling i fogedretterne i Holbæk og Roskilde, oplyser Midt- og Vrestsjællands Politi. Nogle lod sig dog ikke anholde frivilligt.
Politiet traf også aftale med 10 personer om, at de selv skulle henvende sig personligt i retterne senere på dagen. På de adresser, hvor politiet ikke fandt nogen hjemme, efterlod politiet en seddel med en kraftig opfordring om snarest at henvende sig personligt i fogedretten for at få klaret udeståendet.
En 44-årig kvinde fra Kalundborg blev i forbindelse med aktionen sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at lægge hindringer i vejen for frihedsberøvelsen af hende, da hun smækkede en dør, så en kvindelig politiassistent fik sin hånd i klemme.
Og på en adresse i Lejre kommune forsøgte hustruen til en eftersøgt mand at komme med forklaringer om, at manden var bortrejst, og at deres datter var syg for at undgå, at politiet gennemsøgte huset for at lede efter manden. Han blev dog fundet i et lokale på loftet, hvor han forsøgte at gemme sig for at undgå frihedsberøvelsen og fremstillingen i fogedretten.
Politiet følger i den nærmeste fremtid op på de sager, hvor det ikke lykkedes at få fat i personen og skal samtidig oplyse om, at der fortsat er mulighed for SELV at henvende sig personligt i fogedretten for at få klaret sin sag.