To indvandrergrupper røg i totterne på hinanden
Tirsdag den 5. april klokken 16.09 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at et større slagsmål var i gang i Nørresundby. Der blev straks afsendt politipatruljer til stedet.
Det viste sig, at et større antal personer i et garageanlæg på Sundsholmen i Nørresundby var kommet i slagsmål med hinanden. I forbindelse med slagsmålet blev der af politiet fundet forskellige slagvåben.
Ifølge lederen af politiets kommandostation, vicepolitiinspektør Henrik Skals, pådrog 5 personer sig skader i forbindelse med slagsmålet. 2 fik skader som følge af knivstik, 2 andre fik skader som følge af slag, mens den sidste fik mindre skrammer under tumulten.
De 5 skadede personer blev indbragt til sygehuset i Aalborg, hvor de modtog behandling, men de er ikke i livsfare.
Nordjyllands Politi kan yderligere oplyse, at en af de skadede personer har fået fjernet milten, men 2 af de øvrige tilskadekomne blev syet i ansigtet for mindre skader. Der er ikke oplysninger om de øvrige personer, men det understreges, at der var tale om mindre skader.
De tilkaldte politipatruljer skred i forbindelse med slagsmålet til anholdelse af 15 personer. Der var i løbet af aftenen lidt uklarhed om antallet af anholdte, hvilket skyldes den tumult, der var i forbindelse med slagsmålet.
Nordjyllands Politi kan oplyse, at de anholdte forbliver i politiets varetægt natten over.
Politiets efterforskere arbejder fortsat på at få klarhed over hændelsesforløbet i forbindelse med slagsmålet, hvilket er et større arbejde – et arbejde, der blandt andet har betydet, at Nordjyllands Politi hele tirsdag aften var massivt til stede i området omkring gerningsstedet i Nørresundby, idet politiets teknikere foretog forskellige kriminaltekniske undersøgelser på gerningsstedet. Samtidig øgede Nordjyllands Politi også i en periode i aften-timerne patruljeringen i hele Aalborg-området.
Vicepolitiinspektør Henrik Skals oplyser om årsagen, at slagsmålet opstod mellem 2 grupper af personer, der har en anden etnisk baggrund end dansk.
"Tilsyneladende opstod slagsmålet, fordi grupperne havde en uenighed om et betalingsspørgsmål. Mere kan vi ikke sige lige nu. Vores afhøringer af de afholdte skal afdække baggrunden for, hvad der skete," siger vicepolitiinspektør Henrik Skals, der dog understreger, at der ikke er noget, der tyder på, at det er banderelateret.
Nordjyllands Politi kan slutteligt oplyse, at der formentlig i løbet af onsdag 6. april 2016 vil ske fremstilling af et antal af de anholdte i grundlovsforhør.