Fortsæt til indhold

41-årig mand anholdt med oversavet jagtgevær

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport fra mandag 11. april til tirsdag 12. april

Krimi
Arkiv

Østjyllands Politi har i dag i retten i Aarhus fremstillet en 41-årig aarhusiansk mand, der sigtes for besiddelse af et oversavet haglgevær mandag 11. april på sin bopæl. Han sigtes for tidligere samme dag have truet to personer med at slå dem ihjel. Han anvendte ikke våbnet, men det var udelukkende en verbal trussel. Den 41-årige blev anholdt i går klokken 14.10, oplyser Østjyllands Politi.
Pågældende blev varetægtsfængslet frem til 10. maj 2016.

Derudover har Østjyllands Politi i dag i retten i Aarhus også fremstillet en 25-årig aarhusiansk mand, der sigtes for trusler på livet, da han lørdag 9. april på skadestuen på Nørrebrogade i Aarhus truede en ansat på livet. Den 25-årige mand blev anholdt 11 april klokken 18.08.
Pågældende blev løsladt af dommeren i forbindelse med grundlovsforhør.

Døgnet i øvrigt:
En 69-årig mandlig bilist kørte i går klokken 08.33 ad Skanderborgvej mod nordøst i Aarhus. I krydset Skanderborgvej/Holme Ringvej kørte han frem for rødt lys med omkring 50 km/t, hvorunder han påkørte en 22-årig mandlig cyklist. Bilisten forlod herefter stedet uden at give sig til kende. Cyklisten blev efter uheldet bragt til behandling på hospitalet for knoglebrud, indre blødninger samt skader i ansigtet.

I forbindelse med kødannelse i går klokken 16.25 skete der harmonikasammenstød med fem involverede personbiler på Motorvej E45 i Tilst. Der skete ingen alvorlig personskade ved uheldet.

I forbindelse med kødannelse i går klokken 16.19 skete der harmonikasammenstød med fire involverede personbiler på Viby Ringvej i Viby. Der skete ingen alvorlig personskade ved uheldet.

En 53-årig mandlig bilist førte i går klokken 17.25 en personbil ad Rytoften i Aarhus V, uagtet at han var påvirket af euforiserende stoffer og frakendt førerretten.

En 21-årig mandlig bilist førte i går klokken 03.42 en personbil ad Torpevænget i Aarhus V, uagtet at han var påvirket af euforiserende stoffer.


/KSA