Livsfarlig leg - kaster sten efter passagertog
Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer til, at en gruppe unge besinder sig, efter de af flere omgange har kastet sten efter tog.
"De står langs skinnerne og kaster med sten, når togene kører forbi. En gang er en sten gået igennem ruden på et passagertog," oplyser Mads Leervad Dammark fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV Syd.
Det er dog ikke kun for togpassagernes skyld, politiet kommer med advarslen til de unge. Legen stopper nemlig ikke med stenkast.
"De unge går også langs skinnerne og lægger sten på selve skinnerne. Man skal ikke lege ved togskinner. Det kan gå grueligt galt, hvis toget lige kommer, når man er ved at lægge en sten på togskinnerne," lyder opfordringen fra Mads Leervad Dammark til TV Syd.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at de af flere omgange har oplevet den farlige leg ved Skibhøj. Senest lørdag aften omkring klokken 20.30, hvor der igen blev kastet sten efter tog.