Fortsæt til indhold

Det kom han til at fortryde

Krimi
Af Daniel Sennek

En 69-årig mand fra Esbjerg skal om kort tid i retten, fordi han efter politiets opfattelse lurede på kvinder på toilettet på Brørup Marked.
Ifølge JydskeVestkysten havde manden medbragt nogle stumper af spejle, som han efterfølgende lagde på gulvet, så han kunne lure ind i nabokabinen. Det nægter manden sig dog skyldig i. Manden siger, at han forvildede sig inde på kvinde-toiletterne ved en fejl. Da han så glasstumper ligge på gulvet, ville han blot samle dem op.
Men ifølge sigtelsen lurede manden altså på kvinder. Det blev opdaget, da han i bogstaveligste forstand blev snuppet med bukserne nede under sit forehavende.
En yngre kvinde kunne ikke forstå, hvorfor der lå glas på gulvet, men da hun bukkede sig ned og studerede fænomenet nærmere, fik hun til sin store overraskelse øjenkontakt med manden inde på nabotoilettet.
Ifølge JydskeVestkysten styrtede kvinden ud af toilettet, fik fat på en veninde og sammen blokerede de to kvinder for, at manden kunne slippe ud af kvinde-toiletterne. Politiet blev efterfølgende tilkaldt. Men den 69-årige mand var ikke sådan at lokke ud. Først efter en længere diskussion overgav manden sig.
Episoden fandt sted sidste år i november.