Mor advarer mod sød medicin
Michelle Holler Sørensen blev mere end almindelig bange, da hun tirsdag aften puttede sin datter Klara i sengen. For her opdagede hun nemlig, hvad Klara tidligere på dagen havde gjort.
"Klara blev tirsdag aften indlagt på børneafdelingen Aalborg, da hun havde fået panodilforgiftning. Klara havde drukket en halv flaske panodil junior hvilke svarer til 100ml. Dette havde hun gjort om eftermiddagen, jeg opdager først den tomme flaske da jeg putter hende om aften," skriver hun i en advarsel på Facebook.
Hun kan dog ikke helt forstå, hvordan hendes 3-årige datter har drukket det. For der er børnesikring på flasken, og den var lukket.
"Da jeg spørger Klara, hvordan hun har fået låget af, fortæller hun, at hun har drejet det. Klara fik "modgift" i ca 20 timer via drop og der er ingen skade sket, men havde vi ikke opdaget det, havde konsekvensen været slem."
"Det var en lille forglemmelse fra min side, der gjorde at Klara kunne nå panodilen. Men at hun kunne åbne den på trods af at der var "børnesikring" kom virkelig bag på mig," skriver Michelle Holler Sørensen i sit Facebookopslag.
"Ifølge personalet på børneafdelingen er det sket før, at børn formår at skrue låget af den søde Panodil Junior. Håber dette opslag kan være med til at undgå en lignende episode. Vi var som sagt heldige, at vi opdagede, at Klara havde drukket det - hun kunne ligeså godt have gemt flasken af vejen, hvor jeg så måske først havde opdaget det, da det var for sent."
Advarslen er på mindre end en dag gået viralt, og Michelle advarer om, at man skal være meget opmærksom på det. Symptomerne på panodilforgiftning viser sig nemlig først efter 1-2 døgn, og til den tid er cellerne i leveren allerede ved at blive nedbrudt.