Nu er 25-årig udenlandsk mand anholdt
Som lokalavisen.dk skrev onsdag, så blev et voldtægtsforsøg på en 21-årig kvinde, der var på vej hjem fra arbejde sent tirsdag aften, forpurret af en hundelufter. Nu er en 25-årig udenlandsk mand så blevet anholdt i sagen.
Klokken 23.30 tirsdag aften blev den 21-årige kvinde passet op af en udenlandsk mand med en pistolligende genstand. Han truede hende ind i en busk overfor Den Katolske Kirke i Vordingborg, hvor han gjorde tegn til hende, at hun skulle forholde sig roligt.
Den voldsomme epsiode blev dog opdaget af en hundelufter, der råbte manden an - samtidig med at hunden begyndte at gø. Det fik ham til at få kolde fødder og stikke af.
Det er nu lykkedes politiet at finde og anholde en 25-årig mand af udenlandsk herkomst, der bor i Vordingborg. Han er blevet sigtet for forsøg på voldtægt, oplyser politiet.