Sprang op på køler og smadrede chokeret bilists forrude
En 56-årig bilist fik sig søndag en noget chokerende oplevelse. Klokken 16.08 måtte han ringe til politiet og anmelde en voldsepisode, der fandt sted i Viby Sjælland.
Den 56-årige mand, der er fra Viby, kom kørende ad parkvej mod syd i sin bil. En bagvedkørende bil kørte meget tæt på manden, og ville tilsyneladende gerne overhale. Det gjorde han, men så tog dramaet fart.
I krydset Parkvej og Valorevej i Viby Sjælland steg manden i den anden bil – en Mazda – ud af bilen og hoppede op på køleren af den 56-åriges bil, Her slog han løs på forruden, så den gik i stykker, og dernæst blev den 56-årige slået en gang i ansigtet med knyttet næve, hvorefter manden i Mazdaen kørte igen.
Politiet efterforsker nu sagen og vil gerne tale med vidner, der har hørt eller set noget i relation til sagen. Du kan kontakte politiet på telefon 1-1-4.