Fortsæt til indhold

Delt blandt tusindvis af unge

Krimi
Af Daniel Sennek

En særdeles grov og krænkende sexvideo, der viser mindst fire unge drenge slå, krænke og stikke genstande op i skeden på en teenagepige, er blevet optaget og siden delt med et ukendt antal unge folkeskole- og gymnasieelever i Nordsjælland. Det fortæller Radio24Syv.
Radio24Syv har desuden fået oplyst af Nordsjællands Politi, at de fik anmeldelsen i sagen i efteråret, og det er lykkedes at identificere to personer, der har fået bøder for at dele videosekvenserne af den unge pige. Videoen blev optaget mens pigen gik i folkeskole.
Begge personer har fået bøder efter straffelovens bestemmelser om videredistribution af børnepornografi, oplyser efterforskningsleder Henrik Gunst. Det skydes, at pigen er under 18 år.
Videomaterialet består af i alt fire korte videosekvenser, som eleverne har delt med hinanden via Facebook og Snapchat.
På den ene sekvens, der varer 50 sekunder, ser man pigen i et værelse sammen med fire unge drenge, der giver pigen i alt tre lussinger. På to øvrige videosekvenser med samme varighed penetrerer drengene pigen med en vodkaflaske, en badmintonketcher og senere en tøjbøjle, hvorefter pigen siger, at ”det er lidt ubehageligt”.
I det fjerde og ni sekunder korte klip ser man pigen dyrke sex med en af drengene, mens det filmes af de andre drenge. Samlejet mellem pigen og drengen er tilsyneladende frivilligt, men sagen er stadig en af de værste seksuelle krænkelser optaget på kamera, man har set i Danmark, mener psykolog og rådgiver hos Red Barnet, Kuno Sørensen.
"Det er rigtig slemt det her i forhold til, hvad vi ellers har set, fordi det er så grov seksuel ydmygelse og krænkelse, der foregår på den film. Hun bliver udstillet som en pornomodel og ydmyget som en krop, man kan bruge og udnytte, og det er jo en enorm krænkelse i sig selv, men at det så bliver udstillet for omverdenen, gør bare krænkelsen endnu værre," siger han til Radio24Syv.
Hos Center for Digital Pædagogik hører projektleder Jonas Ravn om et stigende antal sager, hvor seksuelle videoer hos de unge deles uden samtykke, men sagen fra Nordsjælland er en af de mest alvorlige, han har hørt om.
"Grovheden minder ikke om det, vi almindeligvis ser. Her ligger overgrebet næsten allerede i handlingen, i andre tilfælde ligger overgrebet først i at materialet bliver delt. Og begynder man at dele den her, er man teknisk set med til at distribuere børneporno. Loven er ikke tiltænkt jævnaldrende, men hvis man deler den slags, så er det ulovligt," siger Jonas Ravn til Radio24syv.