Blæser på afgørelse - har ikke betalt
Peter Sig Kristensen og hans familie skal have en erstatning på 7.800 kroner fra flyselskabet Ryanair. Det har Trafik- og Byggestyrelsen bestemt for mere end en måned siden. Men familien har stadig ikke fået pengene eller hørt fra lavprisselskabet. Det skriver Finans.
I sommer lukkede Ryanair selskabets base i Billund. Det betød en række aflyste fly, hvor Ryanair så tilbød alternative rejser. Det passede dog ikke ind hos familien Kristensen, for de alternative afrejser passede ikke ind med de hotelbookninger, som familien allerede havde lavet.
Derfor fik Peter Sig Kristensen billetterne refunderet, og købte gennem et andet selskab, så det passede med hotelbookningerne. Det blev dog væsentligt dyrere, og Peter Sig Kristensen ville derfor have Ryanair til at betale differencen. Det nægtede selskabet, men gennem Trafik- og Byggestyrelsen fik familien delvist ret - og ikke mindst ret til 7.800 kroner, som Ryanair den 7. marts fik fire uger til at betale.
Og det er her, det store problem opstår. Familien har nemlig stadig ikke hørt fra Ryanair.
"Da vi talte med dem i første omgang fremhævede de, at de selvfølgelig lever op til de nationale myndigheders regler og afgørelsen," siger Peter Sig Kristensen til Finans.
Flyselskabet vil ikke stille op til et interview om sagen, men skriver i en mail til Finans:
”Ryanair fortsætter med at leve fuldt op til EU261-lovgivningen.”