De havde bare lige glemt at orientere de vigtigste
En større politistyrke måtte sent tirsdag eftermiddag rykke ud til Høng Gymnasium. Her var en mand set med en pistol, og politiet reagerede prompte. Ikke bare ankom politifolk fra Midt- og Vestsjællands Politi, som dækker området. De blev assisteret af flere politifolk fra Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi. Det var en anmelder, der kørte forbi stedet, der bemærkede manden med pistolen, og anmelderen slog straks alarm til politiet.
Det viste sig dog ikke at være nær så farligt, som det lyder. For nogle af eleverne var i færd med at lave en film på stedet, hvor man blandt andet skulle lave et røveri mod skolens kiosk. De havde bare lige glemt det måske vigtigste. Nenmlig at politiet nok skulle underrettes inden man gik rundt med en pistol på gymnasiets område.
De unge blev meget kraftigt formanet om, at man ikke laver den slags ting uden at underrette politiet forinden, da politiet under ingen omstændigheder tager nogen chancer, men rykker talstærkt ud i lignende situationer ikke mindst grundet de generelle trusler, der i øjeblikket er mod Danmark.