Fortsæt til indhold

Har skovsvinet afsløret sig selv?

Krimi
Jacob Nielsen

En person, som fredag i sidste uge dumpede en større bunke affald i naturområdet ved Lerskov Plantage nord for Aabenraa, har muligvis afsløret sig selv.
Det er i hvert fald politiets teori, efter man har gennemrodet affaldet. Under gennemrodningen fandt man nemlig nogle papirer, som har hjulpet politiet på vej mod en opklaring, skriver jv.dk.
Hos Lokalpolitiet i Aabenraa bekræfter politikommissær Anders Hansen, at man har en bestemt mand i kikkerten.
"Vi har en ret kraftig idé om, hvem der er indblandet. Det er en person fra området omkring Aabenraa. Vi har forsøgt at få fat i ham på hans adresse men indtil videre uden held," siger Anders Hansen.
Ifølge jv.dk var det en medarbejder fra Forsyningsselskabet Arwos, der opdagede skovsvineriet og anmeldte det til politiet. Forsyningsselskabet postede også en række billeder på Facebook og efterlyste synderen med ordene:
"Til dig der smed affald i Lerskov Plantage: Området er ikke en losseplads, men hvis du samler skidtet op på en trailer igen, hjælper vi gerne med sorteringen på vores genbrugsplads 3,9 km derfra. Vi har åbent til kl. 17 og i morgen fra kl 9."

Billederne på Facebook fik gang i det sociale medie, hvor rigtig mange udtrykte deres forargelse med ord som:


"Fandeme for dumt din klap hat. Må da håbe, det kan spores tilbage til dig."
"Det er simpelthen svineri. Det koster ikke en krone at køre på containerpladsen, og alligevel smider man sit Lo.. af kun knapt 4 km. derfra.....håber du/i har dårlig samvittighed!"
Hos Aabenraa Lokalpoliti er sagen oprettet som en miljøovertrædelsessag. Selvom der anmeldes flere af denne type sager årligt, er det normalt svært at få fat i de skyldige og få dem dømt, da de nærmest skal tages på fersk gerning. Men det kan være, at skovsvinet selv har været med til at gøre det lidt nemmere i denne sag.

Hvis du har oplysninger til brug i sagen, kan du kontakte Lokalpolitiet i Aabenraa gennem Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 1-1-4.