18-årig kvinde voldtaget i skur under fødelsdagsfest
En 18-årig kvinde har anmeldt, at hun blev voldtaget i et skur ved en fødselsdagsfest i Jystrup på Midtsjælland.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at den unge kvinde, som er fra Odsherred, klokken 17.22 mandag henvendte sig på politistationen i Slagelse for at anmelde, at hun i forbindelse med en fødselsdagsfest i weekenden var blevet voldtaget af en af gæsterne til festen.
Den 18-åriges anmeldelse blev straks overgivet til Midt- og Vestsjællands Politi, der ud over en foreløbig afhøring af den 18-årige sørgede for den rutinemæssige undersøgelse på Retsmedicinsk Institut for at sikre spor i sagen.
I den foreløbige efterforskning i sagen rettede politiets mistanke mod en 21-årig mand fra Stevns, som senere på aftenen blev anholdt og mistænkt for at have forbrudt sig mod den 18-årige. I forbindelse med festen var de to gået afsides i et nærliggende skur, hvor krænkelsen ifølge den 18-årige skete.
Den anholdte er også blevet undersøgt på Retsmedicinsk Institut og vil blive afhørt til sagen i løbet af tirsdag formiddag - sigtet for voldtægt, oplyser politiet.
Politiets jurister har vurderet, at der ikke er grundlag for fremstilling af den anholdte i grundlovsforhør. Den sigtede vil derfor blive løsladt efter afhøringen, men politiet vil fortsat efterforske sagen, så politiets jurister til sidst kan afgøre, hvordan sagen skal afsluttes.