Lokal mand i retten for forsøg på manddrab
Østjyllands Politi fremstiller 26-årig mand i Retten i Randers efter knivepisode søndag aften i Grenaa
En 26-årig mand fra Grenaa tildelte en 55-årig mand flere snitsår på højre side af halsen, da han søndag aften kl. 21.43 truede med at slå den forurettede ihjel på en adresse i Grenaa.
Den 26-årige mand opsøgte ifølge politiets oplysninger den 55-årige mand, som han tidligere har haft familierelationer til, på en adresse i Grenaa.
Her truede han med at slå manden ihjel, samtidig med at han tildelte ham flere snitsår på højre side af halsen.
Pådrog sig skader på hænderne
Det lykkedes den 55-årige mand af få kniven fra den sigtede, men han pådrog sig skader på hænderne ved aktionen.
Den 26-årige mand forlod stedet, men henvendte sig senere selv til en politipatrulje, som var ude og lede efter ham.
Manden blev mandag formiddag fremstillet i Retten i Randers, sigtet for forsøg på manddrab. Her blev han varetægtsfængslet i 14 dage.