Nabo reddede 47-årig fra at indebrænde
Det var tæt på at ende tragisk for en 47-årig mand fra Humlebæk, da han fredag aften ved 19-tiden næsten indebrændte i sin lejlighed på Teglgårdsvej. Takket være sin nabo overlevede manden branden, skriver sn.dk.
Den 47-årige havde tændt nogle stearinlys og var bagefter faldet i søvn. Han vågnede, da ilden fra stearinlysene havde fået fat i både gardiner og møbler.
En tililende nabo, som kunne høre den 47-årige råbe om hjælp, fik hjulpet ham ud af den brændende lejlighed og alarmeret brandvæsenet, som sammen med politiet evakuerede opgangen, mens slukningsarbejdet stod på.
Den 47-årige er nu indlagt på Rigshospitalets Traumecenter med alvorlige forbrændinger i ansigtet og på arme og ben, skriver sn.dk.
Ifølge Nordsjællands Politis vagtchef vil redningsmanden blive indstillet til en dusør.