Dansk buschauffør bankede tissetrængende indvandrer-passager
En tissetrængende buspassager fik en brutal medfart af en dansk buschauffør på banegårds- og busholdepladsen i Ballerup, og derfor efterlyser Københavns Vestegns Politi nu buschaufføren, der beskrives som dansk og i fuld buschauffør-uniform.
Politiet beretter om overfaldet på denne måde:
"Mandag den 11. april anmeldte en 36-årig mand, at han lørdag den 9. april klokken 07.54 var blevet udsat for vold af en buschauffør på Banegårdspladsen i Ballerup. Manden, der var beruset, var steget ud af bussen for at tisse, da buschaufføren efter sigende skulle være kommet ud for at vise manden hen til et toilet i et privat personalerum. Manden nægtede at gå ind, hvorefter buschaufføren råbte racistiske udsagn og slog manden med knytnæve i ansigtet.
Gerningsmanden beskrives som:
A: Dansk mand med almindelig kropsbygning, bar briller 180-185 cm. høj, havde lyst, kort hår og ca. 30-35 år. Han talte flydende dansk og bar buschaufføruniform."
Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse i dagtimer på hverdage til politikommissær Michael Liebst Sørensen på telefon 72 58 73 55, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.