Fortsæt til indhold

Kanonslag blæste soveværelsesrude til atomer

Kvinde og to børn lå og sov i soveværelset, mens et kanonslag blev kastet imod ruden

Krimi
Kian Johansen

Stemmen i røret lyder stadig anspændt og tusinde tanker farer igennem Henriette Ellegaard Kollings hoved her dagen efter nytårsaften.
Klokken 04.05 vågnede hun og hendes to børn på 6 og 9 år ved en kæmpe trykbølge.
"Vi var lige faldet i søvn og jeg vågnede ved et kæmpe ryk i kroppen. Jeg vidste med det samme, at der var noget der ikke var, som det skulle være," genfortæller Henriette Ellegaard Kolling til FavrskovPosten. Hun havde puttet sig med de to børn, mens faderen havde ryddet ekstra op og lagt sig på sofaen efter en dejlig nytårsaften.
Også hundens blik, viste at der var noget helt galt.
Imens lyden af vand begyndte at trænge igennem den sprængte rude, så var virkeligheden ved at gå op for familien.
En eller flere personer havde kastet et kanonslag hen mod ruden, der ligger lige op til vejen i den gamle del af Thorsø.
"Politiet taler om drengestreger," fortæller moderen til to.

Har blå varevogn noget med det at gøre

Hun fortæller også om en blå varevogn ved Ridder Munks Vej, her har flere borgere angiveligt set personer kaste med kanonslag ud igennem bilruden.
"Men politiet ved ikke om der er en sammenhæng," forklarer hun.
Familien på Thorsgade i Thorsø priser sig bare lykkelige for, at et rullegardin tog det værste af trykket og glassplinterne fra den knuste rude.
Nu venter oprydningsarbejdet med ruden og en tagrende lige ovenfor vinduet, der også blev sprængt i luften.
"Vi bor helt ud til vejen og lige nu ved jeg ikke om vi tør sove i værelset igen. Vi fik jo et kæmpechok. Jeg tænker på, om dem der har gjort det overhovedet ved hvor store konsekvenser det her får for andre," fortæller hun til FavrskovPosten mens hun forklarer at, nogle gange så ligger et af børnene på en madras lige under vinduet.
"Tænk hvis det havde været i nat."

Østjyllands Politi kan træffes på 114, hvis du har set noget mistænkeligt omkring Thorsgade i Thorsø ved 04.00-tiden.