19-årig syrisk mand gik amok på rådhuset i Juelsminde
Jeppe Rafn
I nat klokken 03.32 gik der alarmer i fire zoner på Juelsminde Rådhus på Tofteskovvej i Juelsminde.
Alarmerne blev udløst af en 19-årig mand, der kommer fra Syrien. Han havde kastet en brosten igennem en rude for at komme ind på rådhuset, hvor han havde kastet rundt med computerskærme i flere kontorer.
Den 19-årige mand var stadigvæk på rådhuset og blev anholdt af politiet, der var fremme 20 minutter efter anmeldelsen. Han sagde på engelsk til betjentene, der ankom, at han havde et dårligt liv og ville i fængsel.
Hærværksmanden er her til morgen i politiets varetægt og venter på at blive afhørt. Afhøringen kommer til at foregå med tolk, oplyser Horsens Lokalpoliti.
Den 19-årige mand fra Syrien bor i Hornsyld.