Fortsæt til indhold

Gik ud foran fejebil

Krimi
Jeppe Rafn

En 80-årig kvinde fra Horsens er søndag formiddag død i en trafikulykke, der skete i Nørregade i Horsens.
Ulykken skete cirka klokken 10.50 ud for Nørregade 49, der ligger bag Torvet i centrum af Horsens.
Her gik den ældre kvinde ud foran en stor orange fejebil, der var ude for at feje fyrværkeri. Fejebilen kørte kun 2 kilometer i timen og med blink på taget, oplyser vagtchef Kent Midtgaard Hansen, Sydøstjyllands Politi.
"Chaufføren kørte og kiggede i vejkanten, så han ser ikke den ældre kvinde, men kunne høre, han ramte noget. Han troede, det var noget andet (end en person), han havde ramt," fortæller vagtchefen.

Døde på stedet

Den 80-årige kvinde blev fastklemt under den store fejebil og var død, da politiet kort efter nåede frem til stedet.
Politiet oplyser, at den 80-årige kvinde gik lidt foroverbøjet og måske derfor ikke har lagt mærke til fejebilen.
Sydøstjyllands Politi har talt med personer, der var på stedet, da ulykken skete, og har derefter fokuseret på at få lavet tekniske undersøgelser og underrettet de pårørende, hvilket nu er sket.