Hvem er vanvidsbilisten, der pløjede Maja ned?
Onsdag den 11. januar. En dag som Maja Krestensen sent kommer til at glemme. Klokken 07.30 forlader hun nemlig sit hjem om morgenen for at gå på arbejde ad Dyssevej i Ubby, Jerslev. Den gravide skolelærer skulle skulle denne dag have været vejvagt, der skulle sikre, at Ubby Fri- og Efterskoles elever kom sikkert gennem trafikken til skole inden hun skulle varetage sit lærerjob på skolen. Men en flugtbilist vendte op og ned på den dag.
Det skriver sn.dk.
Maja Krestensen havde taget alle de forholdsregler hun plejede. Hendes tøj var udstyret med flere reflekser, i hendes hånd bar hun en stor lommelygte og hun gik helt inde i siden afvejen. Men lige meget hjalp det, da en modkørende billist med et bragede ind i hende med sidespejlet.
"Det var en kold morgen, og det regnede. Jeg gik og kiggede ned i vejen for at beskytte ansigtet, så jeg så ikke bilen tydeligt, før den ramte mig," fortæller Maja Krestensen til sn.dk.
Sammenstødet var så voldsomt, at bilen fik revet sidespejlet af og Maja havnede i grøften. Ved et rent tilfælde bar hun en stor taske på sin højre side af kroppen, der tog imod en del af stødet. Men sammenstødet gav alligevel flere bøjede ribben, hun modtog et alvorligt slag på hoften og var også stærkt forslået på højre arm. Mere alvorligt var det, at Maja Krestensen var gravid, og derfor straks frygtede, at der kunne være sket noget med hendes ufødte barn.
"Jeg var totalt fortumlet og i chok efter sammenstødet. Jeg troede, bilisten ville komme tilbage, men han kørte bare videre. På skadestuen fortalte de mig, at jeg havde været få centimeter fra at være blevet ramt på måde, så jeg i stedet var blevet kastet over bilen. Så kunne jeg være blevet slået ihjel, eller jeg kunne have mistet mit barn," fortæller Maja Krestensen til sn.dk..
Skolelæreren har meldt flugtbilisten til politiet, og har overdraget dem det afrevne sidespejl fra bilen. Politiet ved endnu ikke, hvem flugtbilisten er, men det drejer sig om en mørk personbil af ukendt mærke - der fra den 11. januar mangler højre sidespejl. Ved du noget, så kontakt gerne Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 114.