Fortsæt til indhold

"Vi kan ikke gøre mere for dig"

Krimi
Arkiv

En juniaften sidste år i den nordjyske by Bindslev ved Hjørring endte grusomt, da en 9-årig pige døde efter at have fået skåret halsen over af sin psykisk syge mor.
I dag skal Retten i Hjørring tage stilling til, hvilken sanktion den 27-årige mor skal have i stedet for, skriver eb.dk.
Drabet skete 15. juni ved 21-tiden. Moderen var alene i hjemmet med datteren. To dage tidligere var hun blevet udskrevet fra den psykiatriske afdeling i Brønderslev, hvor hun i weekenden var blevet indlagt med klare tegn på en psykose. Men psykiateren udskrev hende dagen efter med besked om at gå til egen læge.
"Vi kan ikke gøre mere for dig," lød det ifølge eb.dk.
Hendes ægtefælle gik en aftentur med hunden, da drabet fandt sted. Da han var en halv kilometer fra hjemmet, ringede hustruen til ham og sagde:
"Jeg elsker dig, men jeg er ikke sikker på at (pigens navn, red.) klarer den."
Omgående slog manden alarm til 112 og hastede hjem, hvor han fandt datteren stærkt blødende i hendes værelse på 1. sal. Ambulancefolk og de første politimænd fremme på stedet forsøgte at standse blødningen fra et gabende snit i halsen, men pigen døde kort efter på Hjørring Sygehus.
Pigens mor er i en mentalerklæring karakteriseret som sindssyg og kan dermed ikke straffes. I stedet er der lagt op til tidsubestemt anbringelse på en lukket psykiatrisk afdeling for sindssyge kriminelle.