Fortsæt til indhold

Sådan skal man SLET IKKE bruge nødsporet

Krimi
Af Daniel Sennek

Både Vejdirektoratet og politiet advarer nu mod en farlig tendens på den nye Silkeborgmotorvej omkring afkørslen ved Viborgvej i Balle.
Det skriver Silkeborgnyt.dk.
En lang række bilister er den senere tid set parkere deres bil i nødsporet. Ikke fordi der var noget i vejen med bilen - nej, det gør de blot for at sætte deres passagerer af, som herefter går op til den pendlerparkering, som ligger ovenfor motorvejen på Viborgvej.
"Det er en meget farlig og ulovlig tendens. Nødsporet er ikke beregnet til den slags trafik," siger politiassistent Morten Kjær Andersen, politiet i Silkeborg, til silkeborgnyt.dk.
Politiet mener, at den noget alternative afsætning af passagerer skyldes, at føreren af de respektive biler dermed undgår at skulle køre af og på motorvejen igen.
De ulovlige stop sker særligt i morgen- og fyraftenstrafikken, fortæller Morten Kjær Andersen:
"Vi, færdselspolitiet og Vejdirektoratet, vil i den kommende tid have fokus på problemet," siger Morten Kjær Andersen til silkeborgnyt.dk.
Bliver man opdaget, så koster det 2.000 kroner i bøde, samt et klip i kørekortet. Den afsætte passager vil desuden modtage en bøde på 700 kroner for at gå på motorvejen.