Chauffør risikerer sigtelse for uagtsomt manddrab
<a href=http://localeyes.dk target=_blank> Se flere fotos og video på Localeyes.dk</a>
Politiet er langtfra færdige med at undersøge ulykken i går i Horsens, hvor en 80-årig kvinde døde efter at være blevet påkørt af en stor fejebil ud for Nørregade 49.
"Vi efterforsker sagen, og der kan komme en sigtelse mod chaufføren, der i yderste konsekvens kan blive sigtet for uagtsomt manddrab," oplyser politikommissær Kent Midtgaard Hansen fra Horsens Lokalpoliti.
80-årig kvinde fra Horsens dræbt: Gik ud foran fejebil
Ulykken skete søndag klokken cirka 10.50, da den ældre kvinde krydsede vejen fra den modsatte side af, fejebilen kørte.
"Chaufføren skal sikre sig og være opmærksom på, at der ikke løber børn eller andre ud foran fejebilen. Som fører er man også ansvarlig for, at bilen er, som den skal være," oplyser Kent Midtgaard Hansen.
Ifølge politiets oplysninger gik den 80-årige kvinde meget langsomt og foroverbøjet, og hun havde dårlig hørelse, hvilket kan være medvirkende til, at hun ikke selv var opmærksom på fejebilen, som hun gik ind foran.
Troede det var en flaske
Fejebilen kørte også meget langsomt under fejningen af vejen, to kilometer i timen. Bilen er desuden højrestyret, hvilket vil sige, chaufføren sidder i højre side af bilen.
Chaufføren så ikke den ældre kvinde, men troede, det var en ting, han var kørt over, da det gav et bump.
"Han troede, det var en champagneflaske, han lige havde set, han var kørt over, og så gik han ud for at ville samle den op, da han ville undgå, at flasken kom op i indsugningen," fortæller Kent Midtgaard Hansen fra Horsens Lokalpoliti.
80-årig kvinde fra Horsens dræbt: Gik ud foran fejebil
Politiet har talt med personer, der var på stedet under ulykken, men der skal stadig foretages afhøringer, før man har det præcise overblik over, hvordan ulykke skete.
Man afventer desuden rapporten fra bilinspektøren, der skal fastslå, om fejebilen havde nogen fejl eller mangler, der kan have haft indflydelse på ulykken.
Chaufføren, der kørte fejebilen, er 44 år og kommer fra Juelsminde.
Se flere videoer på localeyes.dk.