Sygeplejerske sendte jobansøgning - endte med fængselsstraf
En 35-årig sygeplejerske, der nu er bosiddende i Skive, må sande, at skal være sandfærdig, når man skriver sin ansøgning. Hun er nemlig lige blevet idømt 40 dages betinget fængsel ved Retten i Holstebro for at have forfalsket en anbefaling i forbindelse med en jobansøgning.
Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
"Hun havde fået en bekræftelse på, at hun havde været ansat et sted og havde så selv skrevet lidt prosatekst på," fortæller anklager Linette Lysgaard til Dagbladet Holstebro-Struer.
Og det var intet problem for det sted, der modtog ansøgningen, at afsløre forfalskningen. For bekræftelsen (og den falske udtalelse) var udstedt samme sted fra som modtog ansøgningen - nemlig Stuer Kommune.
"Hun havde haft beskæftigelse i en afdeling af Struer Kommune, og da hun så her nogle år senere søger igen i Struer Kommune, vil de høre, om den tidligere afdeling har noget at tilføje til den ellers fine udtalelse," forklarer Linette Lysgaard til Dagbladet Holstebro-Struer.
LÆS OGSÅ: Dagens dummeste røver: Kom tilbage to timer senere - som kunde
Det havde den ikke, for det var, ifølge anklageren, ord som den nu dømte selv havde skrevet på bekræftelsen, der oprindeligt var udarbejdet og underskrevet i Struer Kommune.
Den 35-årige kvinde nægtede sig skyldig, men modtog i første omgang dommen.