Fortsæt til indhold

Mistænkt for at være børnelokkeren i den hvide varevogn

Krimi
Af Daniel Sennek

Midt- og Vestsjællands Politi har her tirsdag middag anholdt en mand, som de nu mistænker for at stå bag en eller flere af sagerne om børnelokkeri i Hvalsø, Jyllinge, Kirke-Hyllinge og senest Viby Sjælland og Lille-Skensved.
"Han har en hvid varevogn, og fremstilles lige nu eller meget snart i i et grundlovsforhør," oplyser vagtchefen til Ekstra Bladet.
Der har været godt ti sager den seneste tid, hvor en fremmed mand i en bil har henvendt sig til børn for enten at tilbyde dem pokémon-kort, slik eller bare et lift.
Senest den meget alvorlige sag fra Viby Sjælland, hvor en 10-årig dreng er blevet antastet af en maskeret mand.
Han gik hjem ad Parkvej i Viby Sjælland klokken 18.05 mandag, da en hvid kassebil kørte op på siden af ham, oplyser politiet.
Hidtil har manden i varevognen nøjes med at tale til børnene, men i denne sag greb føreren fat i den 10-årige dreng og forsøgte at hive ham ind i bilen. Drengen skreg og slog fra sig, hvorefter han kom fri og løb hjem til sin familie, der straks tilkaldte politiet.
"Vi anser denne hændelse for at være mere alvorlig end de andre. Det her er den eneste sag, hvor der har været konkret fysisk kontakt. Tidligere har parterne kun talt sammen, og så har ungerne kommet væk," siger kommunikationsansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi, Carsten Andersen, til TV 2 Lorry.