To mænd redder sovende kollega ud af flammehav
Brandfolk i det Sønderjylland har ikke bare haft travlt i nat - men meget travlt. Tre store bygningsbrande har brandvæsnet rykket ud til. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi onsdag morgen på deres Twitter-profil.
"Det er noget usædvanligt med tre bygningsbrande i løbet af en nat," siger vagtchef Ole Aamand til jv.dk.
Ingen personer er kommet alvorligt til skade, og alle flammer er slået ned, oplyser han. At ingen personer er kommet alvorligt til skade kan en person sandsynligvis takke to arbejdskammerater for.
"Da to ansatte på en gård møder ind på arbejde, opdager de, at der står røg ud fra stuehuset, hvor der ligger en person og sover. De får vækket personen og bragt ham ud af bygningen. Han bliver helt sikkert reddet af sine kollegers indsats," siger vagtchefen til jv.dk.
"Samtlige tre er kørt til sygehuset i Esbjerg for at blive kontrolleret for røgforgiftning."