Nevø giftede sig med onkel - og scorede 5,65 millioner
Ragnhild Gregersen er sikker på, at hendes nu afdøde bror er blevet snydt på det groveste - af sin egen nevø. Sagen har nu udviklet sig til anklage og en anmeldelse om svindel.
Det skriver BT.
Sagen drejer sig om Poul Erik Nielsen, der døde den 25. december 2016, stærkt dement. Forinden, blot to år før sin død, blev den dengang 83-årige mand gift med sin 40 år yngre nevø. En nu 43-årig landmand fra Randers-egnen.
Kort efter vielsen blev der oprettet en ægtepagt, hvori den 40 år ældre onkel overdrager 5,65 millioner kroner til sin nevø og ægtefælle i form af en gave.
Ragnhild Gregersen er overbevist om, at hendes bror er blevet snydt, for hverken hende eller den øvrige familie havde nogen anelse om, at hendes bror var blevet gift med sin nevø. Det fandt hun ud af ved at gå ned i den lokale bank.
"Min bror klagede over, at han ikke kunne finde ud af sine pengesager. Nogen blandede sig i dem. Men han kunne ikke forklare, hvad der var galt. Så min mand og jeg tog ned i hans bank og sagde, at vi ikke skulle hæve noget eller vide, hvor meget der stod på min brors konto. Vi ville bare vide, om nogen hævede store pengebeløb på min brors konto," siger Ranghild Gregersen til BT.
I banken blev de - ifølge ægteparret - trukket med ud i et baglokale, hvor banken kunne fortælle, at Ragnhilds bror var blevet gift med sin nevø. En nyhed, som ikke bare kom bag på Ragnhild og hendes mand, men fik dem til at grine. De kunne ikke forholde sig til nyheden.
Denne nyhed kom også først ud til familien i maj 2016. Altså to år efter vielsen. Udover den nu afdøde onkel og Ragnhild består familien af endnu en søster og bror. Det er brorens søn, der har giftet sig med sin onkel.
Ragnhild Gregersen fortæller desuden, at Poul Erik Nielsen aldrig har vist interesse for det modsatte køn.
Den resterende familie hævder, at Poul Erik Nielsen har udvist tegn på svær demens i adskillige år og frem til sin død.
"Der har været tegn på demens i mange år. Han kunne ikke kende familiemedlemmer. Jeg måtte købe sæbe og shampoo til ham, for det kunne han ikke selv finde ud af. Han kunne ikke bruge fjernbetjeningen eller kogepladerne mere. Ligesom jeg gik til lægen for at få hjælp til ham. Han kunne ikke huske, hvor hans læge gennem mange år boede," siger Ragnhild Gregersen til BT.
Derfor har Ragnhild og hendes søster nu også anmeldt deres nevø til Østjyllands Politi. De mener nemlig, at Poul Erik Nielsen er blevet snydt - og ikke var klar over, hvad han gjorde, da han blev gift med sin nevø. I første omgang undersøgte Østjyllands Politi anmeldelsen, men henlagde den. Efterfølgende er Østjyllands Politi af statsanklageren blevet pålagt at undersøge sagen igen.
TV2 Østjylland har fået bekræftet af Nicki Stylsvig Pedersen, der er chef for Efterforskningscentret for økonomisk kriminalitet, at man er i gang med at efterforske anmeldelsen. Ifølge ham har det ingen betydning for efterforskningen, at den ældre mand er død.