Ung kvindeligt familiemedlem er rejst til Syrien og har tilsluttet sig IS
Islamisk Stat har det seneste halve år haft en særlig betydning i det Konservative folketingsmedlem, Naser Khaders, familie.
I sommer valgte en af Khaders slægtninge - en 18-årig ung kvinde, som han har kendt siden hun var helt lille - nemlig at tilslutte sig terrororganisationen. Det afslører Naser Khader selv i et eksklusivt interview med Radio24syv torsdag morgen. Khader står frem for at advare andre forældre mod det, han kalder radikaliserings sygdom.
"Skiftet til det ekstremt religiøse skete meget hurtigt. Og det er også det, der bekræfter den her forfærdiglige sygdom "radikalisering". Den kan ramme alle. Man behøver ikke komme fra ekstreme hjem for at blive ramt af det. Man kan også blive ramt, hvis man kommer fra hjem, der ikke er religiøse," siger Naser Khader til Radio24syv.
Alarmklokkerne begyndte at ringe hos Naser Khader, da pigen forrige år begyndte at blande sig i debatten med ekstreme holdninger på Naser Khaders Facebookside, hvor hun blandt andet skrev, at hun skammede sig over at være i familie med folketingsmedlemmet, fordi han kom med kritik af islam.
Pigen som er opvokset i Danmark har siden sommeren 2016 boet i Raqqa, som er Islamisk Stas højborg i Syrien. Her har hun ifølge Naser Khader giftet sig med en jihadist, hun mødte over de sociale medier. Khader mener, at radikaliseringen tog fart, da hun begyndte at gå til koranundervisning hos en kvinde på Nørrebro.