Mand og kvinde anholdt - stjal bilnøgle og pung fra hotelmedarbejders taske
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
Onsdag eftermiddag blev en mand og en kvinde på henholdsvis 31 og 40 år anholdt ved Hotel BB på Marselisborg Havn.
Politiet blev sendt til stedet kort efter klokken 14, fordi en mand havde udvist lidt for meget interesse for de parkerede biler ved hotellet.
Da patruljen ankom, tog man kontakt til manden og kvinden, som sad i en bil. Kvinden blev fundet i besiddelse af en pung og bilnøgler, som hun havde stjålet fra en hotelmedarbejders taske. Hun bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør, fordi hun er tidligere kendt af politiet.
Den 31-årige havde dog heller ikke rent mel i posen, skulle det vise sig. Han sad på bilens førersæde, og politiet kunne konstatere, at han var frakendt førerretten. Vidner havde samtidig set ham køre bilen.
Han havde dog også meget store pupiller og blodsprængte øjne, og det viste sig, at han var påvirket af euforiserende stoffer.
På ham fandt politiet en kniv og en klump hash. Han blev også anholdt og sigtet for narkokørsel, kørsel i frakendelsestiden samt ulovlig besiddelse af kniv og stoffer.
dp
Døgnet i øvrigt
Narkokørsel, kørsel uden kørekort og besiddelse af ulovlig kniv
En 22-årig mand blev onsdag klokken 11.17 standset på Randersvej i Aarhus N som fører af en personbil. Manden lugtede af hash og havde røde øjne, hvorfor han blev anholdt og sigtet for narkokørsel samt kørsel i frakendelsestiden. Han blev endvidere fundet i besiddelse af en ulovlig kniv. Den 20-årige ejer af bilen, som var den 22-åriges bror, blev sigtet for at overlade sit køretøj til en person, der ikke lovligt kan føre det.
Kørsel uden kørekort
En 29-årig mand blev onsdag kl. 18.22 standset i Museumsgade i Aarhus C. Han var frakendt førerretten og blev sigtet for dette.