Sigtet for narko, våbenbesiddelse, vennetjeneste og pligtforsømmelse
Normalt er politibetjente dem, der fanger forbryderne, men en 46-årig politimand skal nu selv på anklagebænken i Retten i Nykøbing Falster. Årsagen? Narko- og våbenbesiddelse, vennetjeneste og en lang række pligtforsømmelser.
Det skriver Ritzau.
Ifølge anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i, er han tiltalt for ved flere lejligheder at have indtaget og været i besiddelse af mindre mængder amfetamin. Og den 2. marts 2015 tog han, ifølge anklageskriftet, om aftenen, sammen med sin samlever, hen til en lejlighed, hvor de købte ti gram amfetamin og tog noget af det på stedet. Samleveren er også tiltalt for dette forhold.
Flere andre personer købte også amfetamin og indtog det - uden at politimanden greb ind. Det er en klar pligtforsømmelse, mener anklagemyndigheden.
Desuden er han tiltalt for i tre andre tilfælde at have gjort sig skyldig i grov forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten:
I september 2014 gennemførte han som køreprøvesagkyndig en køreprøve. Men eleven, der var til køreprøve, havde "en nær relation" til politimanden, som ikke fortalte om relationen til sin nærmeste leder. Dermed kan der rejses tvivl om hans upartiskhed, mener anklagemyndigheden.
Da den 46-åriges hjem blev ransaget i forbindelse med anholdelsen 15. april 2015 fandt hans kolleger to bøder, som han havde udskrevet til to personer i 2013 og 2014. De skulle have været afleveret på politistationen. Desuden oprettede han heller ikke en sag på den person, der fik bøden i 2013.
Under ransagningen dukkede også et politiskilt op. Det havde han mistet i april 2014 og havde derfor fået udstedt et nyt. Da han fandt det gamle skulle han have sendt det til Rigspolitiet eller ødelagt det.
Endelig er han sigtet for ulovlig våbenbesiddelse ved at have en politistav og en peberspray derhjemme. Det er endnu ikke afgjort, hvornår sagen skal for retten.