Forsøgte at stikke af - for han havde meget mere at skjule
Klokken 07.55 tirsdag morgen kørte en 47-årig mand gennem betalingsanlægget ved Storebæltsbroen i Korsør uden at betale. Han fortsatte østpå, men ved afkørslen ved Sorø blev han standset af en patrulje.
Manden viste sig at være tyrkisk statsborger med bopæl i Hamborg i Tyskland.
Han indrømmede blankt, at han var kørt gennem betalingsanlægget uden at betale - årsagen? Hans betalingskort virkede ikke. Patruljen besluttede at ledsage manden tilbage til Korsør, så han kunne betale for sin passage. Og derfor blev han bedt om at følge med patruljebilen.
Men om det kneb med at forstå beskeden eller hvad der end var årsagen, så forsøgte manden to gange undervejs at stikke af. Han overhalede patruljen og kørte afsted med hastigheder helt op til 170 km/t. Begge gange kørte patruljen foran igen og sænkede farten, så manden også kørte med acceptabel hastighed.
Ved betalingsanlægget blev mandens kort ganske rigtigt afvist, og han fik derfor en afgift på i alt 880 kroner til senere betaling.
Da han kun medbragte sparsomme og tvivlsomme ID-papirer, var det nødvendigt at undersøge hans identitet nærmere, og det viste sig, at han hverken havde tilstrækkeligt ID eller opholdstilladelse, så han blev sigtet efter udlændingeloven for ulovligt ophold.
Han blev også sigtet for ”uden erlæggelse af den fastsatte betaling at benytte offentligt samfærdselsmiddel eller anden almentilgængelig indretning” – altså at køre gennem betalingsanlægget uden at betale.
Manden fik en bøde på 2.000 kroner og blev løsladt igen klokken 17.15.