Fortsæt til indhold

Fædregruppe gør alt for at holde børn og unge fra kriminalitet

Krimi
Jacob Nielsen

Kvarteret omkring Stengårdsvej i Esbjerg er ét af de særligt udsatte boligområder i Sydvestjylland. Men det vil Fædregruppen, som har eksisteret siden foråret 2016 gerne lave om på.
Gruppen på cirka 15 personer har det seneste års tid gjort en stor indsats for at øge trygheden i den østlige del af Esbjerg, og det har nu resulteret i en hæderspris.
Det er Sydbank, JydskeVestkysten, Esbjerg Kommune, Sydvestjysk Brandvæsen og Syd- og Sønderjyllands Politi, som har indstillet Fædregruppen til at blive kåret som Hverdagens Helte og samtidig modtage en check på 1.500 kroner.
Politiet har i flere år haft en nærpolitistation for netop at øge trygheden for beboerne i området og komme i positiv dialog med kvarterets børn og unge, så de ikke kommer ud i kriminalitet. Og i tråd med denne indsats ser Syd- og Sønderjyllands Politi Fædregruppens aktiviteter som et værdifuldt bidrag i arbejdet med at være positive rollemodeller for kvarterets børn og unge – og ad denne vej også skabe tryghed.
"Fædregruppen laver ikke politiarbejde, men som gode rollemodeller er de med til at skabe yderligere tryghed i området. Politiets indsats kan aldrig stå alene. Vi er afhængige af, at andre bakker op og er med til at bygge bro mellem myndighederne og de børn og unge, som det er meget vigtigt for os at nå samt undgå, at de kommer i konflikt med loven," siger specialkonsulent Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politi.