Fortsæt til indhold

Så grusom har starten på 2017 været

Sagen fra Ulstrup fylder meget i statistikken over antal dræbte personer i år, men selv uden det tragiske femdobbelte drab er 2017 kommet skidt fra start

Krimi
Jacob Nielsen

2017 er kommet usædvanligt skidt fra start i kriminalstatistikken. Indtil videre er der allerede blevet begået hele 10 drab i Danmark. 10 drab som i princippet er sket på kun 10 dage fra den 9. til den 18. januar.
- Mandag den 9. januar myrdede den 45-årige Morten Nielsen fra Ulstrup hele sin familie på fem - sin hustru og deres fire børn.
- Tirsdag den 10. januar omkom en kvinde og en mand begge i flammerne på en adresse i Heimdalsgade i Aalborg. Branden var påsat og derfor en mordbrand.
- Søndag den 15. januar blev 42-årige Jørgen Lund fundet hårdt såret af skud i et sommerhus i Odsherred. Han døde dagen efter af sine kvæstelser.
- Mandag den 16. januar blev en 20-årig mand stykket i ryggen med en saks og en kniv i en lejlighed i Skagen. Han afgik ved døden to dage senere.
- Onsdag den 18. januar blev en 27-årig mand stukket ihjel med flere knivstik på Ryhavevej i Halse ved Aarhus.
I de foregående fem år har antallet af drab på årsbasis været følgende:
2016 - 47 drab
2015 - 41 drab
2014 - 55 drab
2013 - 39 drab
2012 - 29 drab
Men selvom starten på 2017 har været yderst drabelig, og det ville sende årest samlede drabstal på himmelflugt, hvis man bare fremskrev det til årets udgang, så skal man afholde sig fra at tale om tendens, lyder det fra Rigspolitiet, som Lokalavisen.dk har bedt kommentere det høje tal.
"Efterforskningerne af drabssagerne er fortsat på et meget tidligt stadie, hvor eksempelvis afdækningen af motiv og årsagssammenhænge ikke er endelig fastlagt. Ulstrup-sagen, der p.t. efterforskes af Østjyllands Politi, er helt ekstraordinær, og som sådan påvirker den det statistiske grundlag på en måde, at det ikke giver mening at tale om en tendens," udtaler Lars Andersen fra Rigspolitiets presseenhed.